27 maj 2015

Holger musen og stoltheden

1 kommentar:



Her sidder jeg. Kom maj du søde milde..  Jeg nyder at sidde i døren og kigge ud på haven, med morgenkaffen og fuglepip, men i dag var en kold fornøjelse. Meget kold. Der er meget at se på derude, også selvom åbningen er smal og vejret surt. I går var der feks en hel lille teaterforestilling med Holger som hovedaktør:


For første gang ever, kommer Holger slentrende med en lille bitte mus i gabet. Naturens orden er genoprettet. Jeg holder også af mus, men spræller den i gabet på min tro væbner, så er det naturrrrligvis Holger, der bestemmer. Så langt så godt. I samme bevægelse som han er ved at smide sig dovent på jorden, åbner han munden og den lille mus er allerede i luften ved at spæne langt væk. Holgers hoved snurrer et par omgange inden han opdager, at den bevæger sig inde mellem tulipanerne..

Min herlige men ikke særligt rutinerede tiger tilbringer derefter en halv time sån ca, med at stirre ind i vildnisset. Fra den ene side. Og fra den anden.


Ja Holger, hvor pokker bliver den dog af? ( jeg har for længst spottet den lille runde mus over alle bjerge, hen langs fliserne og huset  hehe )











Til sidst giver han op. Lusker slukøret af ud over stepperne og baghavens plæne. Hans stolthed har helt klart fået et alvorligt knæk. Selv drikker jeg min kaffe færdig, og beslutter at begive mig ud i blæsten, så jeg klæder mig godt på, og der går nok en små ti min med det.

OG..  så sker der det vidunderlige og hylende morsomme, at i det jeg går ud i gården, ser jeg den lille mus komme hoppende. Jeg sværger, den fløjtede. Ikke særligt hurtigt, og med masser af tid til at snuse til alt muligt på sin vej, havde den kurs mod bedene ovre ved hegnet, og jeg kom sådan til at grine over hele scenariet. Den så altså seriøst ud til at hygge sig enormt. Jeg forsøgte at tage et billede af den, inden bag en træstamme, men den var alt for hurtig også for mig.




I det hele taget er pelsdyret ofte leveringsdygtig i underholdning, og han sluttede da også dagen i går af sådan her:



Lige midt i en bevægelse, ved vask af mavsen, faldt han i søvn!  Bare sådan lige BUM! Det måtte jo ske en dag, med alt det han har at gøre i løbet af en lang kattedag.


Holger, Holger, Holger du er min ynglingstiger :- )


25 maj 2015

Snapshots fra ugen der er gået

14 kommentarer:

 

 

 

 

Alt er stadig godt, jeg går bare og trisser rundt og lader mig selv være slap i koderne. Det går heldigvis fremad hos naboen, selvom hun oplever præcis den samme rigide opførsel fra de instanser, som egentlig burde være hende til hjælp, - som jeg selv gjorde i sin tid, men så er det omvendt SÅ skønt at opleve, hvordan hun også oplever præcis samme effektive og altfavnende assistance fra de mennesker, som har hjulpet mig hernede.

Jeg kan kun slå alle næser til blods, som sidder i ansigtet på de mennesker, som tænker og taler dårligt om Lolland. Jojo, det kommunale personale rummer fatalt fejcastede eksemplarer, men sådanne sidder der allevegne, her ER bare også mere rummelighed. Dog er det sgu trist, at det er nødvendigt med en hjælper til at tage de kampe, der bare slet ikke skulle opstå. Et fuldstændigt oprørende eksempel ser sådan her ud:

 

 

Et borger henvender sig til borgerservice. Af grunde, som for den ansatte er irrelevante og uvedkommende, står borgeren nu en desperat situation. Foruden andre nødvendigheder der er fjernet, er der nu ingen telefonforbindelse og intet internet. Der kan modtages beskeder, og via andres net kan der læses mails. Så langt så godt. Der opstår nu de to problemer, at meddelser fra det offentlige og a-kasse i vore dage lander elektronisk i E-boks….  og en misforståelse fra banken har låst nem-id koderne……..

 

Med andre ord, kan denne borger nu hverken læse eller besvare vigtige beskeder, så eneste mulighed er at møde op hos   B O R G E R S E R V I C E  , for at få dem til at hjælpe med de praktiske ting i forbindelse med den elektroniske post. Uanset om man fatter den ubehagelige og også ydmygende situation eller ej, så er det virkelighed for mange danskere, og her sker der så det. at damen i borgerservice i første, anden, tredje OG fjerde omgang nægter at hjælpe. Hun bliver på den mest nedrige facon ved med at påpege, at det i dag er borgerens egen opgave at kontakte diverse instanser via omputer. I mellemtiden når borgeren der allerede er lagt ned menneskeligt, næsten at miste fatningen.

 

En lang historie kort..

 

Først efter en opringning fra en nu personlig bostøtte, begynder det at rykke. Og så har jeg slet ikke nævnt lovede penge fra A-kassen som alligevel ikke kommer, og en ansat på jobcenter, der nægter at tro på at en jobsamtale er aftalt på en fastlagt dato inden for nærmeste uge. Et forslag om selv at ringe op og tjekke om det har sin rigtighed bliver afvist.

 

Man bliver så træt.

 

Og da jeg selv har været der, ved jeg HVOR træt.

 

Min bekymring er lige nu allermest, om helbred og hjerne kommer igennem uden mén. Og det er ikke mig jeg mener..  Indtil videre fortsætter kampen, i morgen er det hverdag igen og med den kommer personalet igen og besøger de to skøre damer i Vestergade, og i dag har jeg søreme jensme og guddødemig lavet pizza til os to. Naboen og jeg.

IMG_6284IMG_6285

En halvdel til os hver..

 

 

Meget andet kunne jeg berette om stort og småt, men dybest set sker her ikke det store. Jeg tager mine runder i haven morgen og aften. Det gror derude. Holger er fortsat noget af et særtilfælde, og så har jeg også stadig morderligt ondt i arme og skuldre. Alt er som det plejer og som det skal være og ve I hva…

 

Noget siger mig det alligevel går bedre en længe, for forleden på psyk fik jeg taget mit blodtryk og sygedamen var himmelfalden over det. Jeg har nemlig så normalt og sundt et blodtryk, at det virker helt forkert i lyset af, hvad der foregår inde i mig og rundt omkring mig.

 

 

HEP!  siger jeg bare og nøjes med billeder for resten:

 

IMG_6042IMG_6074IMG_6087IMG_6105

Her sidder jeg på mine træstammer og kigger på:

IMG_6102IMG_6118IMG_6172

 

Og så er der jo det her:

IMG_6132IMG_6134IMG_6135IMG_6137IMG_6138IMG_6142IMG_6143IMG_6146IMG_6148IMG_6154IMG_6155IMG_6156IMG_6164IMG_6185IMG_6203

 

Nogen smider sig alle de steder man ikke må:

IMG_6212IMG_6217IMG_6219IMG_6223IMG_6226IMG_6229IMG_6239

 

 

Og..  i morges sad jeg her:

IMG_6245

 

- kiggede på den her oven over min køkkendør

IMG_6252

- strikkede videre på det her:

IMG_6258

 

- for nu er det her nemlig færdigt:

IMG_6286

 

 

Som I ser er alt som det plejer og skal være. Heldigvis. Og til de af jer, der er med helt herned til bunden af indlægget, TAK. Fordi I følger med og er derude.

20 maj 2015

Så kom en anden rolle lige forbi

9 kommentarer:

 

 

 

 

IMG_6079

Alt er godt her i det lille dukkehus. Ok, inde i huset er der mere beskidt end man tror muligt, men der må prioriteres, og der har været vigtigere ting at bruge kræfter på. De sidste par uger har jeg været optaget af en helt ny rolle, og derfor har også min virtuelle verden været skubbet i baggrunden. Det er som det skal være. Når livet rammer.

 

 

Jeg har blogget i årevis om min tilværelse, med dens tilsnigelser af godt og ondt. De “onde”/svære tilsnigelser har trukket tænder ud, men er der een ting jeg med streg under kan sige, så er det at jeg er blevet hjulpet SÅ meget på vej, fordi der har været kærlige og gode mennesker om mig. Det er en gave at opleve den slags, og ikke en af den slags man bare kan tage for givet. Alt dette fine til trods så er det modsat, hvad nogen måske tror, IKKE let at være i en situation, hvor man kun kan tage imod. Det lyder let nok. Og fedt ik..  At nogen kommer og gør ting for en. At modtage kontanter og ting for at kunne klare sig, og det ER det også i det øjeblik for den form for hjælp har været nødvendig, men det er alt andet lige SÅ meget mere rart, at kunne klare sig selv.

 

 

IMG_5420

Nå, men jeg har efterhånden lært at tage imod uden skyld eller skam, og jeg er hver dag bevidst om, hvor heldig jeg er med al den varme, der omgiver mig. Jeg tager det ikke for givet og bliver altid lykkelig og benovet over det, som gives mig. Jeg er også ofte bevidst om, at jeg ikke er i stand til at give tilbage…

 

 

Forleden røg denne besked afsted til mig:

 

IMG_6089[1]

Og ja, jeg har en tid været i en situation, hvor jeg stik mod alle odds har kunnet hjælpe, og det har glædet mig enormt. Jeg er træt ja, men ikke så træt at jeg trækker mig, og heller ikke så svagelig, at jeg stopper med at være støttestativ. Der er brug for mig og jeg har gjort en forskel simpelthen fordi, det gør anstændige mennesker. Hjælper hvis det er muligt.

 

Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg har været vidne til et menneskes langsomme og sikre opløsning, og til sidst gik jeg ganske enkelt ind og besluttede nogle ting. Nu er der lys for enden af den mørke tunnel igen, og for at være helt ærlig er jeg så lykkelig på min nabos vegne, at det ikke kan beskrives. Faneme om jeg bare kan sidde passivt og se til. Måske især fordi hendes situation i uhyggelig grad er en kopi af min egen for fem år siden, og DET har været det værste faktisk. Et uhyggeligt og smertefuldt deja vu på visse punkter.

 

I øjeblikket deler jeg alt, hvad jeg har med hende, indtil hun igen er på fode. Jeg har kontaktet de mennesker, der skal kontaktes. Har hjulpet med eletroniske mysterier og slået fast at jeg er her, og at jeg ingen vegne går. Tryghed og sikkerhed fremfor alt.

IMG_9125

Når jeg sådan fortæller dette her, så er det ikke så meget fordi jeg angler efter ros og ihh hvor er du bare fantastisk, nej det her skriver jeg fordi jeg faktisk er vanvittigt stolt af, at jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg KAN det her. Det er MIN sejr, efter hårde år. Tænk engang.. jeg har menneskeligt overskud igen. Måske ikke i samme grad som ønsket og som før, men jeg er sgu da så meget bedre til sinds end for bare et par år siden.

 

HEP!

 

 

Og ikke et øjeblik er jeg i tvivl om, at det ene og alene skyldes at jeg selv endeligt har fundet en base, hvor jeg er tryg og nu føler jeg kan blive. Jeg har lang vej endnu, og netop i dag har jeg været til den indledende samtale på psyk i Maribo. Jeg har taget et skridt mere, hen mod mere frihed fra sindets mørke krinkelkroge. Jeg forsøgte godt nok på alle mulige måder at undslippe i morges. Havde en halv millard gode undskyldninger for, hvorfor det ikke skulle være lige nu alligevel. Annelise var bare hård som granit. Så vi kom afsted. Det er nemlig min støtte i hverdagen. At jeg har Lizette og Annelise, som holder øje med mig. Og sådan går det til, at jeg nu kan give min tryghed videre og være den, der holder øje med et andet menneske.

 

 

Det er en ganske dejlig fornemmelse.

IMG_9092

Der var en fejl i denne gadget