12 februar 2016

Den store fredagsgåde til de kloge

 

 

 

 

 

Kender I det? Der er noget man ofte tænker over, men som man sjældent får fulgt op på, fordi det hurtigt er væk igen, og man er videre med dagen. Sådan går det hver gang jeg når til køleskabet i supermarkedet. Når jeg spørger personalet, kan ingen helt svare på det, men så er det da godt at jeg har kloge læsere, som ved mere om den slags end jeg. Jeg har studset over det rigtigt længe, men der sker jo det, at så snart jeg forlader forretningen, er det ude af hovedet igen. Nu skal det dog være løgn, og jeg vil have ren besked vil jeg.

 

Så altså..

 

 

Er æg fra fritgående høns økologiske, eller er økologiske æg fra fritgående?

 

(foto lånt fra Pinterest:https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/59/d5/8b/59d58b622e52f7802ffd619ef1efd9a1.jpg

 

Umiddelbart det samme spørgsmål forklædt på to måder, men det er det bare ikke for når man står ved køleskabet nede i nærmeste supermarked, kan man både få æg som er fra fritgående OG æg som er økologiske, men ingen steder står der hvad de fritgående får at spise, eller hvor de økologiske høns har boet.

 

Jeg spiser ikke æg regelmæssigt, kun når jeg har råd til de som ikke kommer fra mishandlede høns. Omvendt ville det da være fint hvis æggene så også var økologiske, men igen.. hvad er hvad og hvorfor fremgår det ingen steder?

 

Bare sådan et lille fredagsspørgsmål :- )

11 februar 2016

Dilemmaet er..

 

 

 

Gårdsdagens sejr var tandlægen og dagens var et par (næsten) gennemførte timer i en nørklecafe sammen med Lizette. Hun står for arrangementet og der er vel en fem seks personer i gennemsnit, som møder op, alle er borgere i socialpsyk regi. Jeg har hele tiden lovet både mig selv og hende, at jeg ville møde op og deltage, så jeg får forandring og variation i hverdagen, og på den måde er det alletiders og en måde at øve udholdenhed på.

 

 

DOG..

 

 

Det er med blandede følelser at jeg deltager, det indrømmer jeg blankt. Jeg gør det for at komme ud, for at se noget andet, for at tale med andre end ingen og mig selv, og for at overskride mine grænser. Desværre er der en bagside, som jeg ikke er så begejstret for. Denne bagside er også årsagen til, at jeg i de to år jeg har været i systemet hernede, ikke har været opsøgende til de ellers supergode og varierede tilbud, der tages initiativ til. MIT behov er at fjerne fokus fra mig selv og den hverdag jeg har, og at holde fast i en identitet som menneske og ikke patient/problembarn. Jeg har brug for at komme lidt væk fra en hverdag, som ofte er præget af problemer, smerter og forskellighed fra “det normale” samfund. At deltage i arrangementer i socialregi er det stik modsatte. Igennem de sytten år jeg har været mere eller mindre tilknyttet psykiatrien som patient, har det vist sig at være umuligt at slippe af med netop identiteten “patient”. Der sker nemlig det, at man i det forum dybest set ikke kan tale om andet end sig selv, sygdom, erfaringer udi alt fra bekæmpelse af bylder og til hvilken slags medicin, der virker mod hvad og på hvem. Således også i en lokalt arrangeret nørkle”klub”.

 

Jeg MAGTER det bare ikke.

 

Jeg vil ikke lyde hverken utaknemmelig eller besværlig eller fordomsfuld eller kritisk, men jeg bevæger mig ud af mit hus og væk fra mine egen navlebeskuende problematikker, alene for at udnytte muligheden for at tale om alt muligt andet. Vind og vejr, den store og den lille verden omkring os, interesser og, hvad der ellers er normalt at sludre om imens man får kigget på hinandens projekter. Jeg magter simpelthen ikke tage mit hækletøj frem, for så i de næste to timer, at blive bombarderet med sygdom. De som kender mig, ved at jeg nok kan få munden på gled når jeg endeligt er sammen med dem, og som regel er der nok at tale om, men i et forum som i dag går jeg helt i baglås. Jeg sidder bare og stirrer stift på mit hækletøj, tavs og med stresshormoner som bare formerer sig mere og mere i kroppen på mig. For hvert kvarter bliver jeg mere og mere desperat over, at mine spæde forsøg på at dreje samtalen over på alt muligt andet, alligevel ender med fortællinger om sygdom!

 

Jeg spurgte feks den ene: “hvad er det du er igang med i dag? Jeg kan se at du strikker på et eller andet?”

 

Svaret lød, at jo jo der var strikketøj på bordet, MEN at det ikke blev motioneret pga gigt og en masse andet. Og SÅ skal jeg lige love for at den næste halve time ( I kid you not!) gik med en detaljeret gennemgang af hele kvindens lidelseshistorie fra A-Z. I munden på hende talte to andre  om henholdsvis løg i sokker mod bylder og virkningen af Teatree olie til lus!!!!

 

Jeg ved sgu ikke…

 

Det er muligvis mig, som er gået hen og blevet helt kuldret og underlig af at gå for mig selv, men i så fald bliver det en lang sej vej tilbage til “normalen”, for min tålmodighed rækker ikke til det. Jeg skal huske at understrege at jeg er vis på, at alle deltagere er enormt søde kvinder, og at de indeholder mange gode egenskaber. Det er bare sådan i præcis den slags grupper, at eget liv og egne lidelser og egne problemer fylder så meget, at der ikke er rum for noget andet. Og det er faneme en skam.

 

2016-02-10 11.14.27

10 februar 2016

Som en snegl på vejen bevæger jeg mig

 

 

 

Som en sidste bemærkning i denne omgang til mandagens samtale, har min dejlige søn været på barrikaderne for mig. Han blev så harm over min oplevelse, at han greb knoglen i går og ringede omtalte læge op. Bare lige sådan for som pårørende at høre nærmere.

 

Fik jeg sagt, at jeg er glad over Lizettes ekstra par ører…

 

I første omgang kunne hun ikke lige erindre vores møde, men med lidt hjælp fra sønnike ændrede hun så mening, Jo jo, det var da rigtigt at vi havde haft en samtale, men ikke på vilkår om hun nogensinde havde udtalt det af mig refererede! Det kommer nu ikke som den store overraskelse for mig, men Rasmus blev godt gal i skralden. Igen.. jeg er udemærket klar over at jeg er afsluttet af andre årsager, men harmen skyldes stadig en urimelig sammenligning, som altså i følge kvindemennesket aldrig har været udtalt. HELDIGVIS er vi to som har hørt hende sige det, og så er den ikke længere. Rasmus er topklar til at brokke sig hele vejen til helvede, men det har jeg nu frabedt mig, for det tjener intet formål, og det ændrer ikke ved min situation. Dog er det dejligt at jeg har så god en dreng. Iøvrigt har jeg heller ikke kræfter, motivation eller vrede nok i mig, til at gøre mere ved det. Jeg burde, men jeg kan ikke.

 

I tiden efter har jeg bevæget mig som i en form for bedøvelse. En underlig langsom og dæmpet tilstand, hvor ingenting rigtigt bliver taget ind. Jeg har med stor glæde haft fyldt det badekar, som er fulgt med huset, og for første gang i over ti år har jeg nydt at lade krop og spændte muskler varmes op. Der er nu noget ved et karbad, som et brusebad ikke kan. Jeg har fået en første tid hos tandlægen og jeg har fået hentet mere smertestillende til migrænen, som ikke er til at få styr på. Igen. Det er ellers en tid siden jeg sidst har været ramt af den, i mere end den milde form omkring ægløsning. I det hele taget har jeg endnu engang ondt i kroppen, på steder jeg ikke anede eksisterede! Satans osse altså.

 

I weekenden prioriterede jeg tulipaner i stedet for toiletpapir. Jeg kan snildt bruge af køkkenrullelageret for på den måde at skaffe farver, og knitrende lysegrønne blade ind i min stue.

2016-02-10 11.14.19-1

Her kommer bryggerset til sin fulde ret, for det har taget mig fire dage at finde overskuddet til at snitte og sætte frem. De blev indkøbt og placeret i vand i det kølige rum, og derfor ser de i dag ligeså nye ud, som den dag jeg greb dem fra Liedl. Taknemmelighed er på sin plads over de nye og så meget bedre forhold her i Søndergade, og taknemmelig er jeg, selvom det måske ikke lige fremstår sådan, eller jeg måske ikke er i stand til at vise det. Som sagt er jeg bedøvet helt ind til marven.

 

Så altså et bad, en tur i bilen, en gang tøjvask og en tid hos tandlægen. Det er dagens gerning.

2016-02-10 11.14.40

09 februar 2016

Vi definerer lige..

 

 

 

 

Til de, som måtte være af den (fejl)agtige opfattelse, at begrebet/ordet/betydningen traume kun med rette kan bruges i forbindelse med krigsofre er her, hvad der står at læse på Psykiatrifondens hjemmeside:

 

*****************

Citat:

 

TRAU­MA­TI­SKE OP­LE­VEL­SER

En trau­ma­tisk oplevelse eller be­gi­ven­hed er en hvilken som helst hændelse, som opleves som trau­ma­tisk af den in­vol­ve­re­de person.

undefinedOplevelser, der almindeligvis er traumatiske, er ulykker, overgreb (heriblandt psykiske og seksuelle overgreb, røveri og vold i familien) og det at se noget frygteligt ske. Massetraumatiske begivenheder inkluderer terrorangreb, massenedskydning, krig samt alvorlige vejrforhold (orkan, tsunami og skovbrand).

Psykisk førstehjælp gives ikke altid lige efter den traumatiske begivenhed. Der findes fx traumer, som ikke knytter sig til enkeltstående begivenheder. Det kan være:

  • Gentagne traumatiske oplevelser, fx seksuelt, fysisk eller psykisk misbrug, tortur samt mobning i skolen eller på arbejdspladsen. 
  • Minder (flashbacks) om en traumatisk begivenhed, der pludseligt eller uventet tilbage, flere uger, måneder eller endda år efter begivenheden.

Man skal være opmærksom på, at folk kan reagere meget forskelligt på traumatiske begivenheder:

  • En person kan opleve en begivenhed som traumatisk, mens en anden person ikke gør det.
  • Bestemte typer af traumer kan påvirke nogle mennesker mere end andre.
  • Tidligere traumer kan gøre nogle mennesker mere modtagelige over for senere traumatiske begivenheder, mens andre som det resultat af de tidligere traumer bliver mere robuste.

( kilde og tekst er lånt fra Psykiatrifondens hjemmeside: http://www.psykiatrifonden.dk/p1h/yd-psykisk-foerstehjaelp/krise/traumatiske-oplevelser.aspx )

 

****************

 

SÅ, altså ..

Jeg kan med rette tillade mig mine følelser omkring gårsdagens oplevelser. Det er IKKE retfærdigt, rimeligt eller særligt professionelt, at affærdige en borger med en sammelignende henvisning til krigsofre. Min harme og følelse af afvisning er reel i min verden, fordi ingen som helst borger i noget som helst land, med ovenforstående forklaring in mente, kan være tjent med at få deres problemer sammenlignet med krigsofres. Intet kan jo hamle op med krig! Jeg er helt klar over, at jeg og mange mange andre er oppe imod nedskæringer og stramme budgetter, men betyder det så omvendt, at samme budget kun kan bruges til krigsofre? Skal man tage psykiaterens ord til troende, så ja..

 

Jeg ved godt, at jeg muligvis har haft for store forventninger i forhold til de tilbud,der gives fra psykiatriens side, men så kan jeg af et ærligt hjerte sige, at de forventninger stammer fra mine erfaringer fra tidligere i livet, og den berøring jeg har haft med systemet førhen. På medicinske afdelinger bliver der hver dag taget beslutninger om, hvorvidt den ene patient er mere syg end den anden, og hvem der skal “tages” først. Det gælder også i psykiatrien og det er grundlæggende fornuftigt og nødvendigt, men igen.. hvis det skal være kotyme at krig nu skal være udgangspunket, SÅ er det faneme en falliterklæring.

 

Jeg er sikker på, at ikke alle behandlere tænker og handler ens. Der sidder sikkert masser rundt omkring, som har større forståelse for den enkelte, men fælles for dem alle er bugettets begrænsning, og selvom jeg heller ikke er glad ved at blive sendt i skammekrogen af den grund, så er den mere acceptabel. Trods alt.

Jeg sidder lige lidt

 

 

 

IMG_8315

 

 

Ikke uventet sidder jeg i dag bare lidt. Migræne og ondt i maven stopper al videre færd ud i solen, men det er sådan set helt iorden, for jeg har brug for at sunde mig en stund.

 

Jeg ved at alt bliver bedre i samme takt som vejret, men al sol i verden, al varme og en million spirer i haven kan ikke hele eller reparere mit indre. Jeg kan finde glæden ved natur og dyr og strik, men det hjælper ikke på de sociale kompetencer. Jeg kan udemærket arrangere fine kander med blomster og nusse rundt i garnbunkerne, men det bringer mig ikke ud af isolationen. Jeg kan få besøg af to fine og søde sjæle, men de får betaling for at komme her. Det er deres arbejde og der kan aldrig knyttes forbindelser udover den illusion de kan give af, at vi gør ting sammen på lige fod med “almindelige” mennesker. De ved alt om mig, men jeg aner et minumum om dem. Det private er deres og det gør hele forskellen.

 

Jeg VED, at jeg har et kæmpe netværk og rigtig mange som kerer sig om mig. Det har stor betydning og gør en forskel, men alene er jeg. Det ar som har lukket sig om hjertet er så tykt, at det har lagt en hård skal af mistro uden på det sted, hvorfra al lyst til at være åben for nyt kommer. Dag for dag bliver det hårdere og tykkere, og dag for dag bliver det en smule mere umuligt at finde det bløde punkt, så der kan åbnes for følelser og tillid igen. Som tiden går ender jeg med helt at forstene.

 

Jeg er allerede godt på vej.

08 februar 2016

Alt er relativt, eller hvordan en psykiater kan få en patient ned med nakken

 

 

 

Hvad er mest smertefuldt, tandpine eller migræne?

Gør det mere ondt at have nyresten end veer? Eller hvad med den her: Hvad er værst, at miste synet eller sin førlighed?

Gør det mere ondt at støde lilletåen end at skære sig på et stykke papir? hvad giver flest smerter, at få hevet en visdomstand uden bedøvelse eller en bristet hæmmoride??

 

 

 

Jeg kunne blive ved i timevis med lignende eksempler, men fælles for dem alle er, at alt er relativt og afhænger af den enkelte. Hvad der gør ondt på dig, gør ikke nødvendigvis ondt på mig. Osv osv.

 

IMG_3391

Jeg har været et smut i psykiatrien i dag. Det er første gang siden september, og jeg har set frem til at få sat lys på et par punkter, men sådan skulle det slet slet ikke gå, og nu efter timers eftertanke er jeg klar til at dele DEN lille oplevelse med jer..

 

 

Aftalen var, at Lizette skulle med som støtte og ektra ører, men allerede i forhallen kiksede den del af planen da jeg blev hentet ind før tid, og før hun var ankommet til adressen. Der sad vi så, to damer og jeg. Den ene kendte jeg ikke og den anden har jeg mødt een gang tidligere. Jeg kom med en siden-sidst opdatering, og fortalte om flytningen blandet andet. Dernæst tog vi fat på at tale medicinering og jeg blev orienteret om, at hensigten var at få mig afsluttet!

 

Det kom i nogen grad bag på mig, eftersom jeg jo slet ikke har været i nogen form for behandling endnu. Jeg studsede, men lod dame nummer 1 tale ud, og begyndte så at forklare at hele hensigten med min start derinde sidste år handlede om, at jeg går rundt og efterhånden er så invalideret i mit liv, at jeg har indset der må hjælp til. Jeg har ting i baggagen, som jeg er nødt til at adressere for at kunne komme videre og leve igen. Nu er en samtale sådan et sted jo en privat sag, og selvom jeg deler mere end de fleste med mine læsere, så ER der altså noget som absolut ikke bliver fortalt. Dette noget forbliver usagt her, men samme er altså slemt nok til at jeg er gået i stykker indvendigt, hvilket især mine to bostøtter kan bevidne efter et par år at have forsøgt at samle mig op.

 

Jeg spørger om vi ikke lige kunne se om Lizette mon var ankommet, og hun bliver derefter hentet ind. Hun har på sin side stået og ikke kunnet forstå hvor jeg blev af, og hun er da også en smule træt af at der er påbegyndt en samtale, som hun skulle have støttet mig i. Jeg kan kun give hende ret, men nok om det.

 

Jeg forklarer lidt om de forventninger jeg har haft til samtalen og hele forløbet, men bliver stoppet på halvvejen, da dame nummer 2 forklarer at det slet ikke har været meningen fra starten, at jeg skulle i behandling eller have samtaler iøvrigt derfra. Min forvirring er total. Igen forsøger jeg at få sat ord på, hvorfor jeg i sin tid blev henvist fra lægen, og dame nummer 1 spørger:

 

“ hvad er det du synes du har brug for da? hvad er så slemt at du mener du har brug for hjælp?”

 

Igen går jeg igang med at fortælle, men starter dog med at sige at jeg kan fornemme tiden er ved at løbe fra os, så det vil svært at gå i dybden, men kommer med et par eksempler og slutter med at gentage dignosen fra 2010. Jeg har været igennem nogle traumatiske oplevelser, som er endt med at invalidere mig. Her er det så at dame nummer 1 standser mig ( og jeg er SÅ glad for at Lizette også var der, så vi er to der hørte det samme) med en løftet hånd.

 

Jeg kan under ingen omstændigheder kalde mine oplevelser traumatiske. Jeg er jo ikke ligefrem syrisk flygtning vel..!!!

 

Der knækkede filmen fuldstændigt for mig. Hvad helvede bilder kvindemennesket sig egentlig ind? Her er vi tilbage ved begyndelsen, for hvem kan afgøre hvordan en oplevelse tages ind? er det værre at få konstateret kræft eller Alzheimers? Det er hver for sig en styg en, at skulle forholde sig til, men ingen kan da tillade sig at sige til den kommende Alzheimer, at det ikke er noget at tude over, for det ville jo være værre at få kræft. Forstå mig ret, kræft er til alle tider en af verdens ondeste sygdomme, men ALT er relativt.

 

Føromtalte kvinde fortsatte så med at forklare, at det ikke var noget de kunne hjælpe mig med, men at hun ville anbefale Lizette at finde alternativer i kommunalt regi.

 

Med andre ord, tørrede hun mig og mit behov for hjælp til at komme videre, af på kommunen. Dumme dumme mig, som gik og troede at det var psykiatrien, der var stedet at henvende sig når man har ar på sjælen. HUGE mistake..

 

Jeg gik afsluttet, tudende og lettere opgivende derfra.

 

Det er ikke for sjov det her. Jeg går ikke rundt i en boble af ensomhed og isolation fordi jeg bare ikke gider verden mere. Der er lissom en årsag. En grund, som bare gnaver et større og større hul i kroppen på mig, og som forhindrer mig i at leve det liv jeg er nødt til, så godt som muligt. Allerværst er det, at hun faktisk fik slået fast at, medmindre man er på flugt fra krig og fattigdom, så er man ikke berettiget til assistance, hvilket ikke ligefrem gør min tolerance større. Jeg er nu afsluttet, der er sendt et referat til egen læge, som skal være den der kører mig igennem en udtrapning af medicinen, OG så vil det være godt for mig at gå nogle ture..

 

 

Jeg ved sgu ikke. Kun een gang tidligere helt tilbage i ‘99, er jeg blevet mødt af en så monumentær mur af afvisning. Jeg HAR hørt fra andre “lidelsesfæller”, at det kan være mere end svært at få hjælp, hvis først man har fået hæftet diagnosen borderliner på sig, men det har jeg bare aldrig selv oplevet før nu. De to damer brugte en del tid på at forsøge at fatte, at det her IKKE har noget som helst med den diagnose at gøre, og at man altså KAN opleve ting, som påvirker sideløbende med andre “issues”. Der var ikke megen forståelse for det argument. Jeg har hørt om tilfælde, hvor det fra læger er blevet slået fast, at borderlinere ikke KAN hjælpes, så derfor er det spild af tid at forsøge. “Vi” er så at sige håbløse tilfælde, hysterikere og utilbøjelige til at høre efter. Måske en sandhed, men er det så lig med at jeg ikke har ret til at få hjælp til ANDRE psykiske skader? Skal jeg bare give op? Jeg har ikke bedt om det her, og jeg synes ikke det er en skid sjovt, at hver dag er en kamp.

 

Det eneste lyspunkt lige nu, er at Lizette var der, at hun hørte det samme som jeg, og at også hun var noget pikeret over den måde de talte til mig på. Det allerværste ved at være psykiatripatient er nemlig, at uanset hvordan man reagerer, så er det een selv der tager fejl. IKKE “eksperterne”. Det er MIG der er overfølsom, alt for nærtagende, mig som reagerer lige lovligt heftigt, OG som i dag hvor jeg tog bladet fra munden og forsøgte at sige imod og fra, blev irettesat og bedt om at tage mig sammen og være tålmodig. Og om at lytte.

 

IMG_3394

I morgen er der en ny dag. I morgen vil jeg forsøge at komme ind til Kirsebærhuset for at få ler mellem fingerene. I morgen vil jeg i det hele taget bare se om det nytter at stå op.

 

 

 

Jeg lover ikke noget.

Intet nyt fra syden

 

 

 

Det er ikke meget jeg kan skrive om, så jeg pipper bare lige lidt. Dagene tages som de kommer og kun med fokus på at restituere. Det tager sin tid. Forleden kunne jeg ikke klare een dag mere indenfor, så jeg benyttede mig af tørvejr og ingen vind, til at gå ud og begynde at få overblik over potter og planter.

 

2016-02-04 14.32.26

Både jeg og de to følgesvende nød at komme ud, men det gav kæmpe bagslag for mig, fordi jeg selvfølgelig liiiiige skulle..

 

.. grave to hortensiaer ned og flytte den kompost, som stod lige midt i det hele.

 

2016-02-05 11.06.12

Forrige lejer har haft den stående frit fremme og midt i det hele, hvilket jeg ikke gider se på, så jeg gik igang med at tømme og grave og flytte. Da jeg fik lirket selve huset af, viste det sig at den var fyldt med ren jord, hvilket selvføligelig er fedt for min lagerstatus, men knapt så fedt for min højre arm. Jeg kunne ikke engang løfte en kaffekop resten af dagen efter den omgang, men nu er den da flyttet, og siden har det vist sig at udlejer gerne vil overtage skrumlet,så  nu er den helt fjernet. Tilbage har jeg min egen firkantede, og noget nemmere at camouflere, boks, som bliver gemt bag buske og småplanter. Jeg overvejer lidt om den skulle have været sat nede ved den store tuja, men NU orker jeg ikke mere flytning, så det får være som det er i år.

2016-02-05 11.06.24

Det er jo ikke se til at se det her, men jeg fik sat de to hortensiaer, en syren og en lille aflægger af en forsythia til højre og længere til højre helt nede ved hækkens bagende er min røde kornel og en anden jeg ikke kan huske navnet på, sat. So far so good ..

 

 

 

2016-02-07 11.50.01

I stuen begynder små grønne flager af liv at vise sig. Det er næsten det fedeste af det hele. Alle pelargonier er nu fordelt i stue og køkken, og de få som ikke har klaret det er kasseret. De er alle soigneret og nogle også delt til nye planter.

 

 

2016-02-04 12.10.55

Holger elsker simpelthen sin nye plads i vindueskarmen, og han både holder udkig og sover her det meste af dagen, hvorimod Herman er mere til at splitte et eller andet ad for derefter at gå ovenpå og gemme sig i garderobeskabet..

2016-02-05 10.03.34