06 oktober 2017

Varm strik og levende lys





IMG_20171004_181904_160



De seneste dage har været mørke og kølige, og torsdag var så absurd våd at hele min have nærmest stod i vand til knæene. Det er da heldigvis sunket igen, og i dag er der mere lys på himlen, men faktum er at det nu er tid til de lune sweatre og tændte lys.


Jeg har bunken med sæsonens nye varmekilder klar, og mere ligger i strikkekurvene og venter.

20171006_082948

20170911_13412020170925_102913IMG_20170903_082232_199

20170701_144329IMG_20170731_183502_887


Det er den vildeste luksus for mig sådan at kunne forsyne min garderobe med nystrikkede sager hver sæson, men sådan tror jeg de fleste strikkere føler det. Selve det at kunne producere selv, at have muligheden og evnerne, at have tiden og roen til at lade verden fare forbi uden at tage tempoet derude, ind.  At kunne have blødhed og farver i hænderne hver eneste dag. Alle er de elementer af noget, som rigtig mange i dag betragter som den største rigdom i en verden af kaos og stress. God tid, indre ro, kreativitet, hjemmelavet, rene råvarer og udnyttelse af de resourser der er ved hånden. Alt dette har jeg i mit liv og jeg er taknemmelig. Jeg er også taknemmelig fordi gavmilde engle i mit netværk, betænker mig med matrialerne til denne så helende beskæftigelse. I foråret modtog jeg feks en sort sæk fyldt til randen med uldgarn fra Garnudsalg. Giveren mente, at jeg ville få større glæde af det end hun selv, hvilket jeg mistede mælet over en stund. For der var meget. Som i virkelig meget. Garn til chunky strik og garn til lette sommermodeller. Garn i varme vinterfarver og garn i lyse sommerfarver. Mohair og alpakka, lammeuld og fåreuld.

Summen af det hele er, at jeg trods min status som pensionist med begrænsede midler, alligevel er rig.

Jeg er rig på et stort og varmt netværk over hele landet. Mennesker der tænker på mig. Jeg er rig på evner, der kan få genbrug til at se godt ud, og haven til at bugne af farver og jeg er rig på tid. Det sidste er endda nok det mest værdifulde.


IMG_20171003_155514_916

04 oktober 2017

De mørke timer inden solopgang




..eller jeg skulle måske skrive den mørke time, for endnu er det heldigvis kun en enkelt time der er tale om, i tiden fra lille Herman vækker mig og til, at lyset begynder at bryde frem.


IMG_20171004_065315_994


I den mørke time altså, sidder jeg med min morgenkaffe og mit strikketøj. Sidder og lytter til vinduerne der knirker fordi blæsten har godt fat udenfor. Jeg prøver at indstille mig mentalt på, at sådanne morgener vil der være mange af fra nu af og i månederne som kommer, men jeg synes ikke helt jeg er klar til den del af sæsonen endnu. Jeg har hyldet efteråret og dets farvepalet, jeg har gjort mit til at I alle husker at kigge op og se naturens forfald, men åh det er ikke det samme som, at jeg er parat til at slippe lyset. Det livgivende lys jeg er så afhængig af, og som jeg synes jeg mærker at kroppen ikke har fået nok af.


20171002_080914


De seneste uger har jeg været mere end træt, ja nærmest udmattet til et punkt, hvor kaffekoppen vejer mere end jeg orker at løfte! En mindre rundspørge fortæller mig, at det ikke kun er mig der oplever at være ramt af sovesyge. Det er tidligt den sætter ind synes jeg. Men alle er vi enige om, at det må skyldes den alt for korte sommer. Den har ligesom ikke fået fyldt vores depoter op med energi vi kan trække på.


Sådan er årene så forskellige.


Det giver plads til den melankoli jeg har indbygget i sjælen. Melankolien, der helst ikke må have lov til at få overtaget. En smule er i orden, men ikke i større doser. Store doser af melankoli, i kombination med ensomhed, kan sætte gang i et lyntog af tristesse, og passer jeg ikke på ender det med at overtage hele køreplanen for vinteren. Det duer ikke.

For år tilbage havde jeg ikke redskaberne til at nå nødbremsen, men heldigvis har jeg dem i min rygsæk nu. Jeg ved, hvilke metoder der virker mod mørkets tankespind, og derfor læner jeg mig tilbage og lader dagene, som hurtigt bliver kortere og kortere, snige sig ind på mig. Endnu er jeg ikke helt parat, men de kan bare komme an, jeg skal nok forstå at kontrollere dem.


****************


Jeg savner Holger. Holger, der altid var klar til at lægge ryg til nus, og kys på næsetippen.

2016-12-02 10.36.08

Jeg savner hans bamseansigt og det finurlige sind. De små kæmpepoter, som villigt lod sig holde rundt om.

IMG_2374

I det hele taget er Holger savnet. Hver dag.


2016-11-28 08.52.56-1

På sin egen måde savner Herman ham også. Det mærker jeg især udenfor, hvor de jo altid havde gang i en omgang “hvem kommer først”, men også indenfor når Herman går hvileløst rundt på jagt efter underholdning. Med Holger borte er det nu mine fødder, der må stå model til angreb af farlige fjender og skarpe tænder!

20171004_080626

Det er så tilfældigt, men samme dag Holger døde blev også dagen, hvor vejret og vanerne ændrede karaktér. Herman og jeg måtte både vænne os til livet uden Holger, og til at livet på terassen ikke længere gik fra tidlig morgen til sen aften. Det er stadig en svær omstilling, men vi bliver bedre og bedre til at være sammen, os to alene.

20170930_122748

02 oktober 2017

Der er ikke meget andet man kan gøre





IMG_20171002_081617_973


Der er dage, hvor jeg som pensionist er dybt taknemmelig over, at være lige netop det. Jeg hylder ikke et liv i lediggang på nogen måde, bare hvis nogen skulle være i tvivl eller begynde at fare i blækhuset, men når livet nu engang har skikket sig sådan for mig, er det af stor betydning for livsviljen/lysten, at jeg kan få mine dage til at rumme mest mulig meningsfuldhed og glæde. Og maximal udnyttelse af de muligheder DET nu giver mig.

At have et arbejde er på mange måder det mest respekterede, et menneske kan opnå i vores samfund. Har man intet arbejde følger etiketter med holdninger i kølvandet, men jeg føler selv at jeg efterhånden har formået at formidle min egen situation så godt, at jeg ikke længere bliver fordømt eller stillet til regnskab for den jeg er, eller det liv jeg har. De, som stadig måtte dømme mig hårdt, gider jeg slet ikke have med at gøre. Ingen skal nemlig være i tvivl om, at jeg da hjertens gerne bytter mine mentale og fysiske problemer, for et raskt helbred, social kontakt og et job. TIL HVER EN TID.


IMG_20170929_225614_577

Indtil nogen giver mig en krop uden smerter, og et hoved med en harddisk, der ikke går i sort med jævne mellemrum, så vil jeg uden at blinke tillade mig, at finde glæde og fornøjelse i det jeg nu kan. Og det jeg kan i dag, er en luksus mange jobbere sikkert også gerne ville have. Jeg har den luksus, at jeg kan sidde i min sofa under et dejligt tæppe med kaffe og tændte stearinlys, imens jeg kan høre vinden suse buldre og regnen tromme udenfor. Jeg kan nusse rundt, få vasket lidt tøj, fundet lidt flere lysestager frem, drikke bunker af the/kaffe dagen igennem, og jeg kan lytte til efterårstoner der smører mine øregange med fed og cremet lyd.  Jeg kan nulre min lille Herman på maven og jeg kan være taknemmelig over at jeg har muligheden for alle disse ting. Hver dag. Alle disse elementer af fryd kan jeg tilføre min mandag, og jeg kan på denne måde lade som om jeg ikke har ondt nogen steder. Lysene, musikken, varmen og duftene hjælper mig til at holde fokus langt langt væk fra det, der ellers ville dominere min bevidsthed fra morgen til aften, og ærligt talt..


.. når mandag er fuld af regn og rusk er der ikke meget andet at gøre end at give efter, og lukke efteråret ind i stuen.

IMG_20170930_124452_703

01 oktober 2017

I følge statistikken …





230405_451220201595408_592091107_n




I dag er det første oktober, og kigger man lidt bagud med statistiske briller, bør jeg nu forberede mig på lidt af hvert. Det siger sig selv at netop statistikken betyder, at jeg får et lille sug i maven over oktober, selvom jeg gør mig umage med IKKE, at lade fortiden diktere nutiden.




05122010126_resize

I oktober ´10 var jeg så syg, at begyndelsen til enden var igang, og inden november var slut mistede jeg mit fundament. Efter en måned på den lukkede, og med sneen væltende ned i hidtil uhørte mængder, blev julen en ensom affære. Rasmus og jeg på et krisecenter uden adgang til hverken tv eller internet. Vi boede der indtil august 2011.



Efterår og jul var i 2011 uden drama. Jeg fik mine to elskede marsvin tilbage, da jeg igen fik min egen bolig.



IMG_1614

I oktober ´12 modtog jeg et varsel om, at der skulle nyt tag på bygningen og, at huslejen dermed ville stige til et punkt, der lå over min formåen og dermed blev den indre uro vækket igen. Hele vinteren spekulerede jeg som en gal, og det endte jo med at jeg tog springet og flyttede herned. Det var dog ikke noget jeg kunne vide noget om da jeg det efterår indså, at jeg måtte videre. Igen. Julen var uden drama, men med en uvis fremtid i baghovedet.



IMG_7807

I 2013 flyttede jeg i maj, og da vi nåede oktober var jeg endnu en gang fyldt med stress og bekymringer. Mit hus var voldsomt angrebet af svamp, og flyttekasser fyldte sammen med uvisheden om næste bolig hele min bevidsthed. Julen kom og gik i delvist flytterod.



IMG_0201

I oktober ´14 var der sådan set “ro” på, kun utæt tag og vand i spande gav mig tanker om fremtiden. Julen svømmede i vand, og to dage før juleaften måtte skadesservice tilkaldes akut!



2015-11-25 09.34.58

Året efter, i oktober ´15 blev rotter og spande under utæt tag i køkkenet startskuddet til endnu en flytning. Julen var pakket ned sammen med resten af huset og jeg rykkede d. 27 december.



2016-11-21 12.03.19-1

Og så.. i oktober 2016 blev jeg sagt op og måtte atter indse, at jeg endnu ikke var nået i mål. Turbulente måneder fulgte, men det lykkedes mig at få et hjem færdigt inden jul. Vi tilbragte juleaften i hyggelige rammer, med orden og ikke een flyttekasse i sigte.



…..



I dag har vi så oktober igen.


IMG_1928

Det er en måned jeg elsker højt pga farverne i naturen, men som jeg også er endt med at have et ret anstrengt forhold til. Uden at ville det, holder jeg vejret og fortæller mig selv, at INTET udefrakommende i år, vil fjerne fokus fra den smukkeste og hurtigst forandrende årstid vi er så heldige, at leve med på disse breddegrader.  På en måned går vi fra mørkegrøn og igennem rød, gul og orange, indtil vi omkring november ender i alle nuancer af brunt. Foråret er fantastisk. Sommeren er smuk. Vinteren er grå, men efteråret ..  det er bare SÅ intenst, fordi man ved det varer så kort. De gyldne og brændte farver kan nærmest fra den ene dag til den anden visne og falde til jorden, så det gælder om at være nærværende, og bruge sine øjne til at se. Til at få sjælen med ind i vinteren.




I år håber jeg at jeg får lov at fokusere på ilden i naturen og ikke mig selv.


2016-10-01 18.20.17-1


( bonusinfo: man taler om syv års ulykke.. jeg har forgæves forsøgt at huske tilbage for at se om jeg smadrede et spejl i 2009, men erindrer det ikke. Nu håber jeg så bare at de syv år er betalt!)

28 september 2017

Haven sidst i september





067d2f4bd3379833c3db4b9a07c692c7


Heldigvis er i morgen sidste dag i september. Jeg smider altid mine billeder ind i mapper, der er opdelt efter måned og år, og efter Holgers død har det været svært at åbne denne måneds fotoarkiv. Jeg bliver så ked stadigvæk når jeg ser hans nuttede ansigt.



20170902_111239


Jeg har heller ikke været meget i haven siden hans aflivning. Jeg har været super træt, men også det at han ikke længere er i hælene på mig dagen igennem derude, er så trist. I går tog jeg mig selv i nakken og gik ud lidt. Det skal jo overvindes, og haven ligner noget der er løgn for nu at sige det mildt. En masse sager jeg har “arvet” flere steder fra har hobet sig op, og er ikke blevet flyttet fra det sted hvor de lige blev sat feks. I det hele taget har jeg ikke haft motivationen/inspirationen til at tænke i haveindretning og hvad har vi.

20170902_111316

Jeg har det stadig ikke, men jeg tvinger alligevel mig selv til at gå ud og få rørt mig lidt, få luft og lys og til at få et overblik.


Gårsdagens timer med praktisk arbejde betyder, at jeg nu har et sorteret og pænt overblik i carporten. Stigereoler blev samlet til lyden af mine eder og forbandelser, fordi det er ret så bøvlet når man kun er selv, OG træet er blevet en smule fugtigt. Det lykkedes og jeg er glad for den orden det giver.

20170928_173228

20170927_172838


De væltede tomater har været urørt i to uger, men nu er de også plyndret og lagt til kompostering.

20170927_172817

20170927_172811


Trods rod og uorden og smukt forfald, er der stadig masser af blomsterliv derude, og der er knald på farverne kan jeg godt love jer. Som altid får tallerkensmækkerne deres anden ungdom når det bliver efterår, og lige nu er de både flotte og sprøde at se på.

20170928_172202

20170927_17282820170927_17295020170928_17213120170928_17222120170928_17223120170928_17230620170928_17300220170928_17303220170928_17331420170928_17334520170928_173421


I morgen tager jeg et par timer igen, og på den måde ender der jo nok alligevel med at blive vinterklart i tide.