Noget nær en hel uge har det taget, men nu er den der.
Energien og frem for alt lysten til at stå op, bade, få lavet lidt og se ud af vinduet. Sikken spildtid tænker jeg, og er hver gang lige undrende over hvor lang tid det tager. Hvornår mon jeg lærer det, accepterer og bare flyder med, indtil trætheden igen forsvinder??
Det er weekend lige om lidt, og så er vi spændte på at høre om, hvordan første uge på efterskolen har været. Datteren kommer hjem, og hun slutter ugen af med en togtur hun bestemt ikke har været tvunget til før. Hun SKAL lære at færdes alene med offentlige transportmidler, og derfor skal hun hjem hver weekend de første tre uger. Det koster spidsen af en jetjager hver gang, men vi får heldigvis tilskud til transporten af kommunen. Vi har forklaret hende, at vi ikke liiiige kan køre 400 km hver weekend for at hente og bringe.. Disse første tre gange vil hun blive fulgt af skolens personale og en særlig rejsekammerat, der kender turen og som kan hjælpe med det praktiske. Derefter kommer hun hjem hver anden weekend, og skal følges med dem der nu skal samme vej, og derefter tage videre selv det sidste stykke fra Kbh H til Flintholm. Hidtil har hun nægtet kategorisk at benytte den form for transport, og er stædigt gået på sine flade konvolutter uanset, hvor lang en vej hun har skullet ud på. Vi er meget spændte på om skolen har formået, at få hende om bord på toget..
De meldinger vi har fået indtil nu om opholdet dernede har været positive, så vi er glade og lettede.
Hvor lyder det bare dejligt, at du er på vej op til overfladen igen :)
SvarSletMin Bella har også haft det SÅ svært med offentlig transport, så jeg har kørt 2x1½ time frem og tilbage hver gang hun skulle til far i Glyngøre.
Så her inde for det sidste halve år er vi begyndt at træne hende i selv at komme frem og tilbage med tog og bus. PANIK! Jeg startede med at tage togturen til Skive med hende og hjælpe hende videre over i bussen til Glyngøre, hvor far ville hente ved endestationen. Mange tårer er grædt, men nu er hun godt tilpas med turen.
Jeg tilbyder nogle gange at køre hende, og så vælger hun selv. Nu vælger hun mere og mere selv at tage turen derop.
Så jeg tænker, at med de gode træningsmuligheder, hun får, skal det nok blive en succes hen ad vejen. Og hvor er hun sej, at hun er med på den nu - også selvom hun måske er nervøs over det. Hils hende fra mig og fortæl gerne om Bella - det er så rart ikke at være den eneste i verden :)
Kram
Hun skal nok klare det din smukke datter!
SvarSletDet er skønt at være tilbage igen. Også skønt at læse om dejlige timer ovenpå en hård uge.
SvarSletJeg glæder mig til at høre om Miras oplevelser med tog og hjemvendelser, og glæder mig over at meldingerne er positive... jeg tror hun får et fantastisk år :)
Super godt at høre, Henriette! <3
SvarSletKnus