16 oktober 2012

Hvis det bare er sådan det er, hvorfor så bruge så meget energi på at ændre??

 

( Advarsel: Langt og kedeligt indlæg følger. Kun skrevet fordi det er nødvendigt for mig selv at se ordene sort på hvidt, MEN skulle nogen alligevel ramme bunden, så vil jeg meget gerne høre jeres tanker om det.  TAAAAK)

 

 

 

 

Måske jeg skal til at gribe tingene an fra en helt ny vinkel? 

 

 

 

Jeg har brugt en del tid på, at læse andres erfaringer omkring Borderline. Også de proff udlægninger og hvad der ellers findes af info. Helt overordnet kan jeg konstatere, at jeg heldigvis ikke længere er så syg som mange af mine medlidende er. Jeg kan ( men det vidste jeg heldigvis godt) konstatere, at de syv års intensive behandling jeg var igennem faktisk hjalp, og at noget af den indlæring jeg fik stadig sidder fast et sted inde i mig. Hele problematikken omkring vredesudbrud og selvskade er slet ikke en del af mig længere. Lige det der med vreden er måske knapt så praktisk, og jeg tænker lidt at også her gælder enten/eller princippet åbenbart. Før var mine raserianfald legendariske og skræmmende, nu KAN jeg slet ikke blive vred..  Det har jo blandt andet betydet, at jeg stort set ikke har reageret med andet end sorg dengang jeg blev indlagt og  “smidt på porten”, og måske jeg ville have haft godt af at blive godt gammeldags rasende, men lad det nu ligge.

 

I alle disse tekster, i alle ordene og beskrivelserne har der også være nye aha’er for mig. Jeg troede ellers jeg vidste det hele, og var mere end almindeligt klarsynet og bevidst omkring min egen manglende evne til at være “normal”. Heldigvis er det aldrig for sent at blive klogere, selvom jeg er lettere forbløffet over, at jeg ikke allerede havde fattet sammenhængen. For der ER faktisk ( og åbenbart .. ) en sammenhæng mellem det psykiske og det fysiske. Jaja.. jeg ved godt at det er sagt mange gange, og på et eller andet plan ved jeg det også godt, men alligvel. Det er noget jeg har meget svært ved at forstå, og især blive ved med at huske.

 

 

Jeg mener selv, at jeg var en af de første ( måske DEN første, men det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed ), som gik i gang med at skrive om Borderline. Siden er der kommet mange flere til, og i går ramte jeg et sted jeg ikke er stødt på før. Det er en blog, hvor der kun er skrevet ganske få indlæg og det sidste er fra september 2010. Total anonym er hun som fortæller, og pist verschvunden er hun altså igen, men det gør ikke hendes ord mindre aktuelle eller interessante. Jeg har ikke selv problemer med at forklare mig på skrift, men alligevel har jeg indimellem problemer med præcist at belyse, hvordan og hvorfor tingene sker for/med mig som de gør. Denne hersens anonyme blogger ramte mig på flere punkter, og jeg er ret så paf over det.

 

 

Jeg vil og må jo ikke direkte kopiere hendes tekst af her, men jeg opfordrer og håber at I vil klikke ind og læse hende. Hun forklarer helt detaljeret omkring mekanismerne ved vores personlighed, og det så enhver kan om ikke forstå, så ihvertfald forholde sig til denne dysfunktion.

 

Læs her om vores selektive hukommelse

 

Læs her en detaljeret forklaring på kriterierne for diagnosen

 

 

Til sidst er der dette indlæg, som egentlig er lidt rodet og usammenhængende, men alligevel. Det er rammende og beskriver udemærket problemerne omkring vores måde at bruge energi på, samt de sociale problemer vi oplever i større eller mindre grad.

 

 

Og hvad ER det så jeg syntes jeg har lært nyt om?

 

Tjaa, jeg har feks aldrig vidst at mine søvproblemer kan skyldes sygdommen, og måske de heller ikke gør, men det er da alligevel interessant at formanden for B-foreningen fortæller, at hendes erfaringer viser det samme søvnmønster hos alle borderlinere. 

Jeg har heller aldrig været klar over at min evne til at blokere for  erindringer er kakakteristisk. Det kan vi alle i en vis udstrækning, men der hvor det bliver et problem, er når man som jeg ikke kan huske, hvis jeg har haft en samtale om noget jeg ikke kan forholde mig til. Det forsvinder simpelthen.

 

 

 

Efter alle disse ord og med denne lange kedelige smøre spørger jeg nu mig selv..

 

 

 

Nytter det, at jeg bruger så meget energi på at ændre på, at være anderledes?  jeg ved allerede nu, at al denne opsøgen viden for at forstå og måske kunne ændre, har fået det til at hænge ud af halsen på mig.  ( Jeg bliver forresten også både mere dårlig og ked af det ). Jeg ved, at bare tanken om fornyet terapi og selvindsigt gør mig såååå træt. Jeg gider bare ikke at det skal fylde så meget i mit liv mere. Jeg har arbejdet så rigeligt med mig selv synes jeg, at jeg er ved at kaste op over det. Mig mig mig.. hæng mig, og giv mig noget mere interessant at bruge kræfter og tanker på. At leve med en problematisk psyke er nok det mest selvoptagede og navlepillende man kan leve med, og jeg er bundhamrende træt af det. Gider ikke mere. Mange medpatienter er blevet vældigt vrede og pikerede over at jeg siger sådan, men det er jo sandt. Vi kan ganske vist ikke gøre for det nej, men egoistiske det er vi altså.

 

 

Hvorfor vil jeg så gerne forstå og ændre, når det nu viser sig at det ikke er til at lave om på medmindre jeg sætter alt til side, og igen bruger alle mine kræfter på terapi. Det vil jeg altså lige se om jeg ikke kan samle mig om længe nok til, at jeg kan beslutte at jeg IKKE vil.

 

 

Giver det overhovedet mening for jer fornuftige og efter alt at dømme “normalt” tænkende medmennesker?

9 kommentarer:

  1. Jeg har selv borderline og er selv meget on/off for tiden med hensyn til om det hjælper med terapi..en bekendt sagde til mig at fordi jeg er så tvivlende,er det nok det mest rigtige for mig nu :-) ved ikke om det giver nogen mening? jeg har valgt at tro på det ;-)

    SvarSlet
  2. Det giver masser af mening.
    Det er bare kun dig, der kan tage en beslutning :)

    SvarSlet
  3. det lyder meget logisk Henriette. og sådan tror jeg man har det uanset om det drejer som en psykisk sygdom eller noget andet man skal bearbejde. f.eks. har jeg periodisk gennem mange år været i terapi og selvhjælpsgrupper for overlevere af seksuelle overgreb i barndommen. og indimellem MÅ jeg tage pauser fra det, for jeg bliver bare så træt af det og det begynder at kede mig så umådelig meget at jeg bare kunne kaste op. men så lige pludselig får jeg modet på at gå igang igen. så ja, jeg tror du må föle efter hvad der giver mening for dig lige her og nu. en anden ting er så at nogen gange kan éns kære jo mærke at noget ikke er som det skal og give én et kærligt skub i den rette retning, og nogle gange er jeg gået igang meget modstræbende, for så at godt kunne se efter at det var lige det jeg behövede. ved ikke om det lyder fornuftig det jeg skriver, lidt svært at formulere sig på fremmed sprog om sådan nogle indviklede ting.
    kh.fra Island
    Frida

    SvarSlet
  4. Jeg ved ikke, om du kan bruge mine erfaringer til noget. I starten søgte jeg også viden og den slags, og prøvede at finde en mening med det hele.

    Som du siger, der er arbejdet nok med dig selv (det har jeg også gjort, så jeg er ved at "kaste op" over det), og hvorfor bruge mere energi på det? Du er formentlig kommet så langt som du kan komme. Skal der komme mere, kommer det løbende helt af sig selv, fordi redskaberne og den basale viden er der (sådan oplever jeg det ihverfald for mig - uden at jeg dog har en diagnose som Borderline, men jeg har ihvertfald kan jeg se, mange af helt de samme problematikker). På et tidspunkt, søgte jeg også min læge omkring en eventuel yderligere diagnose. Den har jeg formentlig, men som han ganske rigtig var inde på, var han langt fra sikker på, det ville gøre mig noget godt, at få flere af dem. Jeg har ligesom rigelig til en større udstilling. Og pensionen og roen jeg skal bruge, har jeg jo.

    Så jeg tænker, at du skal gøre det så godt du kan, både i forhold til andre og i forhold til dig og for dig selv. Du kan jo ikke tvinge dig selv højere f.eks. - ligesåvel kan du heller ikke ændre på din(e) diagnose(r). Lev så godt med den du kan og sæt ind, hvor du kan. Jeg lever selv efter denne, og jeg synes den passer mig så godt, også selvom jeg ingen alkoholproblemer har:

    Gud give os ro til at acceptere
    de ting, vi ikke kan ændre
    Mod til at ændre dem vi kan
    og visdommen til at se forskellen!

    Så ja det korte svar - det er bare sådan det er, find fred med det og dig. Kh

    SvarSlet
  5. Det man bruger sin tid og energi på, er det man får mere af.
    Måske har du mere lyst til at fokusere på noget andet end din egen elendighed/sygdom.
    Din sundhed er f.eks. et oplagt alternativ, som du indimellem har fat i.

    - Jeg fik engang forklaret at det var et problem, at jeg ikke bliver vred. Så, jeg forsøgte ihærdigt. Men, når det endelig lykkedes mig at blive vred, gav det mig flere problemer end det løste.
    Så nu ser jeg det som en gave, at jeg så let kan lade være.

    SvarSlet
  6. Det giver i rigtig høj grad mening - det hele! :-)

    SvarSlet
  7. Det er ikke et langt og kedeligt indlæg!! For mig er det et spændende og informationsrigt indlæg. Og endnu en bekræftelse af/på at du skal lyttet til og følge hvad din krop fortæller dig - selvom det er svært.

    Venlig hilsen
    Pi@

    SvarSlet