29 februar 2016

Skillevejen, eller hvordan vejen til Maribo ligner min hjerne

 

 

 

 

2016-02-28 11.05.44

Aldrig i mit liv, som fører af en bil, har jeg prøvet at køre i sådan en grød, og aldrig har jeg haft trykket på tågelygteknappen, men i går fik jeg prøvet det. Det var IKKE sjovt. Lad mig sige det sådan. Faktisk var jeg i tvivl om det i det hele taget VAR en tågeknap, men det tror jeg nu nok. Søndag formiddag drog jeg ad Maribo til for at hente jord til en god pris, og igen søndag aften tog jeg samme tur af andre årsager, og på en uoplyst kulsort landevej er tæt tåge decideret skræmmende. Her var sigtbarheden sine steder kun til bilens front, alt var stille alt var mørkt, og en følelse af fuldstændig isolering, ufremkommelighed og fare fulgte mig hele vejen.

 

Turen i tågen i mørket var, som en tur  i min hjerne!

 

 

 

IMG_2047

Efter ligevedognæsten syv års hudløst ærlige skriverier, er jeg træt nu. Jeg mærker det mere og mere, og især når jeg får en kommentar som “kræver” forklaring. Enten bliver det skrevet fordi vedkommende ikke har læst med så længe, eller også fordi JEG har skrevet så længe. Noget at det jeg deler i dag kan være en del af noget, som jeg tidligere, måske år tilbage har berettet om og nu er jeg så der, hvor jeg simpelthen bliver ramt af bolden på vej retur. Så at sige.

 

Jeg orker det ikke længere.

 

Lige nu handler det om mit skriv i går omkring assistancen fra kommunen, eller manglen på samme. Det undrer, at jeg ikke har betalingsservice i banken, men ved I hvad.. en forklaring og lang historie på det HAR jeg givet tidligere og flere gange, men indrømmet det ligger flere år tilbage. Jeg gør det ikke igen. Jeg er træt er jeg. SÅ træt faktisk, at jeg er nødt til at holde med delingen. Det er muligt det ikke falder alle lige let at forestille sig, men at indvie alle jer derude, fremmede som bekendte og venner i, hvordan et liv med psyken på vrangen leves, er faktisk ikke så nemt som jeg måske er kommet til at få det til at virke. Udefra virker det måske, som om jeg bare sætter mig til tasterne og hælder vand ud af ørene, men sådan er virkeligheden bare sjældent. Oftest er de skriv, som er allermest private også de, som har været tungest og mest tåretrækkende. Jeg har i årevis givet en masse af mig selv i oplysningens navn, i håbet om udbrede tolerance og forståelse, men nu vil jeg ikke mere. Som sagt, jeg er træt. Og jeg er så nærtagende, at jeg ikke kan klare at forklare. Det er tid til at holde inde med skydningen.

 

Gårdsdagens tætte tåge har længe boet i mit hoved, og lige nu er det værre end ellers. For hver dag der der går, bliver jeg en lille smule mindre motiveret til at fortsætte. Med det hele. Ikke kun blog, Instagram og Facebook. Også køreture, forsøg på heling og kamp.

 

Jeg er enormt påpasselig i mine forsøg på at fordele sol og vind lige, så jeg sørger for at poste fine fotos af solskin, arrangerede blomster, kulørte kreationer og hvad har vi for at veje op på de skriverier, som er tunge og triste og negative. Jeg gør det alene for ikke at træde nogen over tærene. For ikke at provokere til kommentarer om utaknemmelighed og forkælelse. Jeg er så hudløs og færdig, at jeg tudbrøler hver gang jeg bliver “sat på plads”. Som nu feks det her med, hvorfor jeg ikke allerede forlængst har fået en budgetkonto!  Jamen herregud, tror man da ikke at jeg ville have haft det allerede for hundrede år siden, hvis det havde været mig muligt? Hvor sjovt tror man  lige det er, at ende med ikke kun et liv som småmentaltinvalid, men også som administreret af kommunen? Hvor meget integritet tror man det er muligt at beholde, når man som jeg ikke kan forsørge sig selv, bidrage til samfundet, arbejde og gøre gavn? Oveni det kan jeg så heller ikke evne og overskue, at holde styr på papirer og blanketter. Eller få min bank til at gøre det.. Det er nok nu.

 

Jeg BURDE være lykkelig nu

Jeg BURDE være tryg nu

Jeg BURDE være tilfreds nu

Jeg BURDE glæde mig nu

Jeg BURDE kunne skille skidt fra kanel

Jeg BURDE kunne se det større billede

Jeg BURDE kunne rejse mig fra sofaen og fra støvet

Jeg BURDE have lyst til livet

Jeg BURDE kunne se at livet er en gave

 

Desværre allesammen, intet af det er mig muligt. Jeg er bare træt. Slået hjem og gået i stykker. Hver dag når jeg går i seng, er min sidste tanke, at så kom jeg igennem den også. Hver dag ser jeg tilbage på timer, hvor jeg spekulerer på, hvad der skal få mig til at fortsætte. Jeg ved godt at mange bliver rasende over at jeg kan skrive sådan. Jeg har to børn. Jeg kan af et ærligt hjerte også godt fortælle, at det er eneste årsag til at jeg er her endnu. Jeg vil ikke være bekendt at være hende der svigtede. DET ansvar er mit, og jeg lever fordi jeg har dem. Men jeg “lever” ikke.

 

Jeg er bare.

 

Hverken mere eller mindre.

 

 

Jeg har delt næsten alt, og det har været fint. Nu vil jeg ikke dele mere. Her. Jeg kan ikke længere skrive som jeg hidtil har gjort, for jeg kan ikke længere klare at det udløser meninger, hvilket i sig selv jo er langt ude. Men det er jeg så også. Det er man når man ikke finder mening med noget, og når man tvivler på om een solopgang mere fra eller til, vil gøre så skide stor en forskel.  Er en rød sol, klar frost, frølinger og kattekillinger nok, til lige at tage 30 år mere? gør det forskel?  I øjeblikket er svaret tæt på nej, og så længe det er det, så længe må jeg lukke mig om mig selv. Da jeg var ung havde jeg mål og masser (troede jeg) at se frem til. Ting at opleve, meget at nå, mere at gøre. Det har jeg ikke længere. I dag handler kun om at holde mig selv kørende fra morgen til aften. Og jeg er træt. Noget så træt.

 

 

 

IMG_9175

Jeg lukker ikke bloggen ned. Den bliver hvor den er. Det KAN jo være tågen letter..

28 februar 2016

Frustration og frostvejr

 

 

 

 

2016-02-27 19.53.50

Lørdag modtog jeg post fra mit forsikringsselskab med besked om, at alle mine forsikringer er opsagt! Lettere rystet, og noget mere irriteret må jeg endnu engang tage fat i min økonomiske admin for at høre, hvad fanden der NU er gået galt. Een ting er at stå uden mobilforbindelse i en uhyggelig situation, en anden at køre rundt i en bil ( som liiiige er blevet synet), der ikke er dækket. Jeg håber forventer at hun gør skaden god igen, men jeg skal ikke lyve og sige at jeg ikke er stresset over det. Det er SÅ grænseoverskridende at stå en situation, hvor man må bede om hjælp og overlade noget så privat som sin økonomi til en fremmed på kommunen, og jeg er slet ikke et sted, hvor jeg kan stampe i jorden og forlange ansvaret tilbage. Jeg kan desværre slet ikke overskue den del af tilværelsen, men lige nu ser det sgu ud som om, at det offentlige heller ikke kan..

 

 

Når det er sagt så har katte og kvinde været ude på en kort morgentur i dag.

IMG_9172

 

 

 

2016-02-28 08.17.18-1

Vinterens næstsidste dag bød på frost og dis, så vi gik ud i håbet om at hele verden ville være stille og forladt. Det var den også. Næsten.. vi nåede et godt stykke ned af den nye rute, men da vi vendte om for at gå tilbage igen, begyndte en hund at gø helt hysterisk, og dermed var to katte i fuldt firspring over stepperne. I hver sin retning!

 

Også her skal vi nok lige vænne os til de nye omgivelser, og det faktum at bylivet er rykket tættere om os.

 

Da roen var genoprettet lykkedes det mig at få styr på tropperne, og vi kom hjem i samlet flok. Nu ligger begge og snorksover, og jeg tager lige en kop mere foran nyhederne på tv.

IMG_9173IMG_9181

27 februar 2016

Forskellen på haver og mennesker

 

 

 

 

IMG_0936

I sidste uge var jeg i haven, som jeg forsøger at være hver dag. Denne specifikke dag skete der dog noget, som jeg stadig ikke helt kan komme over, men lad mig sige med det samme at vi ikke er ude i noget traumatisk haha, det er bare et eksempel på hvor forskellige mennesker opfatter haver, og hvad der skal være i dem.

 

 

 

2016-02-12 14.46.12

Jeg skal som forventet bruge lidt tid til at vænne mig til de nye forhold og havens beliggenhed, for allerede nu oplever jeg at de som passerer når jeg går derude, alle gerne vil hilse på og sludre, men… de har alle også ret så sikre meninger om, hvordan jeg skal passe haven og hvordan den skal se ud! Her mærker jeg mine problemer med at være tålmodig og tolerant, for allerhelst har jeg lyst til at bede dem alle holde kæft og passe sig selv. Det gør jeg selvfølgelig ikke, det ville være et utroligt uhensigtsmæssigt træk når man bor i en lille by og er ny, men det ER en udfordring for mig. Prisen for at bo trygt, godt, varmt, tørt, sikkert og rart har været endnu mindre privatliv end jeg foretrækker, men det er mit valg og jeg skal bare være kvik til at sætte mine grænser. Basta.

 

2016-02-24 14.14.54

Nå, men jeg gik altså derude i sidste uge. Det var vistnok den dag jeg fik sat rådhusvinen på plads, og på et tidspunkt er der en som taler til mig. Jeg hilser venligt på og går hen til hækken, hvor kvinden er ved at kigge på havens nye tiltag (og lejer), og uden nogen form for pli eller omsvøb i øvrigt, går hun lige til sagen og gør mig opmærksom på, at hun normalt af forrige lejer har haft fået lov til at få af æbler og blommer fra de træer som står i haven. Deeeeeet ved jeg ikke lige, hvad jeg skal sige til andet end, at det har da været dejligt for hende. På lige fod med en herre, der har hilst på mig og forklaret, at han hidtil har haft frit lejde til at benytte det skur jeg har i haven fordi forrige lejer ikke selv brugte det, er vi altså ude i noget med, at jeg nok får en smule travlt med at afvise diverse fra nær og fjern, og høfligt men bestemt forklare at jeg selv påtænker at gøre brug af de goder, der følger med mit lejemål og min matrikel..

 

Omtalte kvinde fortsætter med at sludre om stort og småt fra vejen og kvarteret, og vi taler selvfølgelig om haver og planter også. Hun fortæller at figentræet for enden af gavlen laver dejlige figner (..), og jeg siger at jeg glæder mig meget til at se hvordan det vil se ud til sommer, hun fortsætter med at berette om, hvordan forrige lejer var en ivrig køkkenhavedyrker, og at der altid var nok af løg og andre sager, som hun delte ud af. Kender I det? Det var ikke så meget det hun sagde, men mere måden hun sagde det på? Jeg føler mig på dette tidspunkt en smule pikeret, så jeg fortæller at jeg IKKE har tænkt mig at køre køkkenhavestilen videre, da det ikke er min force endnu. Jeg har planer om prydhave og enkelte højbede til en start, og jeg glæder mig især til at se morgenfruer, solsikker, georginer og hvad jeg ellers har på lager komme frem derude, men inden jeg når videre bliver kvinden helt bestyrtet og siger så, at nej nej morgenfruer er bare det værste. DEM skal jeg bestemt ikke kaste mig ud i, og hun ved at forrige lejer har været grundig i sine bestræbelser på at udrydde de morgenfruer der var til at begynde med. De er som ukrudt og spreder sig frygteligt.

 

Mener damen altså.

 

 

IMG_2038

Her er jeg nået til et punkt, hvor jeg begynder at være en smule træt af udviklingen, så jeg protesterer og gør meget ud af, at jeg har planer om at have morgenfruer hele vejen rundt langs hækken fordi JEG elsker dem, og derefter gør jeg retræte med undskyldning om, at jeg er begyndt at fryse efter at have stået stille og sludret i henved tyve minutter. Og så er vi fremme ved begyndelsen for alle er forskellige, og hvad jeg mener er havepryd mener andre måske er haveskændsel, men uanset hvad er det MIN have og JEG bestemmer i den. Dog kan jeg ikke helt komme mig over, at nogen i det hele taget synes at morgenfruer er ukrudtsbestemt!

 

IMG_1109

 

 

Som en lille ekstra, har jeg efterfølgende fået at vide, at ovennævnte kvinde er mor til min forrige udlejer, OG at hun er berømt (berygtet) i det halve kvarter pga forskellige hændelser, men selv har jeg nu kun planer om at holde snotten for mig selv, og om at forsøge at gøre sommerhaven en smule mere lukket og privat. Jeg vil IKKE rodes ind i noget som helst fjendskab mellem naboer, som jeg OGSÅ allerede nu har erfaret kører på højt blus. Faneme nej om jeg gider.

 

IMG_6789

Jeg vil have mine morgenfruer og min have for mig selv, og så ellers bare være i fred, og der er ingen tvivl om, at jeg stadig ikke er helt over savnet af mine fredelige marker på Alsøvej. Jeg har ikke hverken i årene inden eller et øjeblik siden, mærket den samme ro indvendigt, været så smertefri eller haft det så godt, som i de tre måneder jeg nåede at bo der inden jeg måtte indse at huset var sygt. Sådan er livet, men en dag siger jeg jer, så VIL jeg bo på samme fredelige facon igen. Det VIL jeg bare.

IMG_1415IMG_6694

24 februar 2016

På tur på en tirsdag

 

 

 

 

2016-02-23 10.13.40

 

 

Jeg kom ikke kun til tandlægen i går. Som noget helt uhørt foretog jeg hele to ud-af-huset udflugter tirsdag. Jeg plejer at gå i koma af overvældelse, hvis jeg skal mere end een gang ud i verden på en dag, så det var virkelig en sejr at jeg også var på udflugt rundt på øen. Det var dog kun en times tid, da min ledsager jo har afsat tid til flere forskellige “borgere” end jeg. I bil på en kold men solrig dag når man heldigvis langt, så jeg fik en rundvisning til flere smukke pletter i nærheden. Allerede sidste år gav jeg mig selv det mål, at jeg ville køre rundt for at lære Lolland og Falster godt at kende, men deeeeeet blev som bekendt ikke til noget. Planen stødte på grund allerede fra starten, fordi jeg ikke har kunnet opdrive et helt almindeligt, men åbenbart håbløst gammeldags landkort til at hænge op på væggen! Meningen var at jeg et par gange om ugen ville lukke øjnene og sætte nål et sted på kortet og så køre dertil. Der ER flere alternativer, såsom at få printet et hjemmelavet kort ud eller at bestille et fra en hjemmeside, men det har jeg altså ikke fået sat mig ind i.

 

Kort sagt (haha) var jeg altså på tur i går.

 

IMG_9148IMG_9150IMG_9153IMG_9155IMG_9157IMG_9160IMG_9162

Himlen var høj og jeg huskede kameraet for en gangs skyld, selvom jeg er lidt ude af træning med at kigge gennem linsen. Der er så meget at køre efter hernede, og jeg er virkelig tilfreds og glad over at jeg ikke afslog foreslaget for at blive i sofaen.

 

 

IMG_9151

23 februar 2016

Anden gang kom jeg igennem

 

 

 

2016-02-23 10.16.00

 

Så var det jo, at jeg var klar og gik raskt til på min vej til mandagens aftale med tandlægen…

Og så var det jo at jeg måtte sluge, at jeg var mødt op en dag for tidligt!

Og SÅ var det jo, at jeg slukøret og mopset på mig selv, måtte gå hjem igen.

 

 

2016-02-23 13.04.15

I dag lykkedes det mig så.

 

 

Henriette.. nu med en fin intakt fortand uden fire huller :- )

21 februar 2016

Lysegul søndag

 

 

 

2016-02-21 09.35.28

Jeg bliver mere og mere begejstret for gul og lysegul. Det begyndte forrige sæson i haven med en plante som bare var så fin, og siden er der kommet flere og flere forskellige til. Sidste år besluttede jeg, at et helt bed skulle være domineret af gult, men i år er det nok ikke muligt eftersom alle flyttede planter er endt i eet virvar under halvtaget. En dag skal det nu nok lykkedes mig at få mit gule bed, men indtil da er det herligt med lysegult i stuen. Der er vist ikke noget mere forårsagtigt end lysegule tulipaner..

2016-02-21 09.35.00

 

 

 

2016-02-19 21.34.23

Med til drømmen om gult hører selvfølgelig den fuldstændigt fantastiske og absolut forskønnende vandkande fra Xala. Jeg nåede ikke at investere sidste år, men så kan det jo være at jeg når det i år. Uanset så den dag jeg gør det skal den være gul. Uden tvivl. Og som en lille servicemeddelse til mine medhavegale er kanden lige nu på tilbud med en besparelse på hele 50 kroner lige her:

 

http://www.silleogsylvester.dk/category/vandkander-89/

 

 

2016-02-17 09.13.21

Flere havedrømme ligger på bordet ude i køkkenet. Jeg leger havearkitekt for at undgå for mange arbejdsgange i den nye have. SÅ meget har jeg da lært de forrige to-tre år, og om ikke andet husker mine arme mig på det. Når jeg føler for det bliver der bladret i bøger og magasiner, og så har Esther overgået sig selv med to geniale gaver, der ankom i min postkasse forrige uge. DVD’er med haveprogrammer og to haveplanlægningsbøger. Det burde kunne tage de værste abstinenser efter at komme ud og igang.

2016-02-17 09.13.592016-02-17 09.14.092016-02-17 09.14.21

Frøposerne er der styr på, og de venter vel egentlig bare som jeg på, at det bliver tid.

17 februar 2016

Noj det skulle jeg nok ikke have gjort!

 

 

 

 

2016-02-17 09.08.23

Jeg skulle bare have lidt frugt i aftes, men det endte med at jeg åd en hel pomelo.. Jeg ved ikke hvad det er med den underlige frugt, for umiddelbart er den ikke særligt interessant når den ligger i supermarkedet. Den er pakket urimeligt ind i både plastik og net, og drister man sig til at tage den med hjem alligevel, så venter der en mindre arkæologisk opgave, før man finder ind til selve frugtkødet. Men SÅ, hvis man har bekæmpet metertykt bitterskal og særdeles seje hinder, ja så har man nærmest fundet den syrlige lykke. Og nej, her følger intet eksotisk og fikst billede af frugtkød på fin tallerken, for som jeg startede med at sige, så endte jeg med at komme til at gufle hele herligheden i eet hug i aftes.

 

Det burde jeg nok ikke have gjort, for jeg har sådan set forholdsvist overbevisende mavepine i dag!

 

Dagens lektion: MÅDEHOLD min ven. Mådehold.

 

 

 

 

*******************

 

2016-02-15 14.46.01-1

 

Det er allerede onsdag, men mandag fik Lizette taget mig før jeg nåede at protestere, og vi endte med at gå en tur nede i Rødbyhavn. Pivkoldt og supersmukt var der ved vandet, og foruden de obligatoriske små sager fra sandet, fik jeg også frisk luft, sol og samtale med mig hjem.

2016-02-16 10.10.35

 

 

Tirsdag gik med mere oprydning og overblik, og nu er alt undertøj og alle strømper på plads. I en kommode..  SÅ fint har det ikke boet i flere år, og der ER nu forskel på at skulle finde to ens par hjemmestrikkede sokker i en bunke i en blå Ikeapose, og så i en dertil indrettet skuffe. Jeg takker Esther for at hjembringe møblet, som IKKE bliver foreviget her lige i dag. Praktisk, rummelig og brugbar som kommoden er, så er den lige nu også malet i farver, som vil være for stærk kost her på bloggen. Jeg siger det bare. ( jeg hvisker forsigtigt at den er stribet i kraftig lilla og lyserød )

 

I stedet for den stribede er det meget mere mig, at smide det her på nu:

2016-02-17 09.10.56

Solen skinner nemlig og derfor får de næsten visne tulipaner lige lov at stå i dag med. De før så skarpe kulører er nu falmet og lyset giver dem et næsten pastelagtigt udseende. I sidste uge så de jo sådan her ud:

2016-02-12 08.31.52

 

2016-02-16 10.11.43

Tulipaner er bare noget nær det ypperste man kan have i vindueskarmen og i haven i min optik, og derfor glæder jeg mig også til at se, hvad der viser sig inden så længe derude. De mange løg bor jo i kar, potter, krukker og kasser, og sidste er nødt til at stå lidt gemt væk endnu, fordi der ikke er dræn i bunden. Jeg tør ikke risikere råd og død, så først senere kommer de frem fra deres skjul under halvtaget derude.

2016-02-13 14.54.42-1

14 februar 2016

Pil og plan og pandekager

 

 

 

IMG_9706

Dag for dag får jeg en lille smule mere på plads, men der er stadig et stykke vej endnu før man ikke længere kan se flytterod her i huset. I går fik jeg lidt mere styr på bryggerset, og alle løsdele blev sat på plads i badeværelset. Der er også hele tiden lige noget, som jeg kan enten bære med mig op på første, eller tage med ned fra en bunke. Sådan går det stille og roligt, og i dag var det affaldet i gården, som blev kørt væk. Her lå både en gammel parabol, løse stykker gammelt træ og en hel pose med ubrugelige glas. Efter turen til genbrugspladsen, fik jeg klippet pil som skal bruges til klatrestativer i haven. Jeg fik før jul lov af KiropraktorHelle til at gå amok på en mængde vildtvoksende piletræer, som ingen andre har behov for at benytte. Nu ligger der en lille bunke til en start, og får jeg brug for mere tager jeg en tur igen senere.

 

En overordnet plan for haven er det sværere at koncentrere sig om, og selvom jeg hver dag går og overvejer for og imod og hvor vil hvad være godt, så er det uhyggeligt svært for mig at samle mig om det. Jeg har dog fået et punkt gennemført..

 

Når man sidder i gården er den eneste udsigt til selve haven ligefrem foran mig, og der har hidtil stået flere hortensiaer. Det synes jeg er en dødsyg placering, for de er jo smukkest om efteråret, og alt hvad der vokser bagved er usynligt, så NU ( i løbet af sidste uge) er de flyttet. BOM!

IMG_9700IMG_9701

Det var en af de mere halsbrækkende øvelser for den dårlige arm, men før de var rykket har det ikke været praktisk, at gå videre med andre planer. De sidste ved jeg ikke lige hvad jeg vil med, men der blev plads til mine noget sølle juleklokker nu, og de vil være så fine lige når man kommer ind ad lågen i årene fremover. I det hele taget har jeg fået sat gravet lidt planter ned hver dag. Ikke alt på permanente pladser, men det kommer over tid.

 

2016-02-13 14.54.42-1

 

 

 

I køkkenet har jeg eksperimenteret lidt med begrebet sunde pandekager, men gårsdagens udgave blev godt nok totaaaalt kiksede. De ligner frikadeller i øverstørrelse!

IMG_9703

De kan heldigvis godt glide ned med lidt hjælp fra drænet youghurt, sirup og frugt, men faktisk minder de allermest om små stegte brød af en art. I det hele taget bærer alle mine forsøg på kogekunst stadig præg af håbløs utræning, og feks brænder jeg konsekvent smørret på, selvom jeg husker skrue ned for varmen! Jeg spilder også en del rundt om mig, og i det hele taget er det bare godt,at det jeg fumler med IKKE skal serveres for andre end mig selv.

IMG_9704

12 februar 2016

Den store fredagsgåde til de kloge

 

 

 

 

 

Kender I det? Der er noget man ofte tænker over, men som man sjældent får fulgt op på, fordi det hurtigt er væk igen, og man er videre med dagen. Sådan går det hver gang jeg når til køleskabet i supermarkedet. Når jeg spørger personalet, kan ingen helt svare på det, men så er det da godt at jeg har kloge læsere, som ved mere om den slags end jeg. Jeg har studset over det rigtigt længe, men der sker jo det, at så snart jeg forlader forretningen, er det ude af hovedet igen. Nu skal det dog være løgn, og jeg vil have ren besked vil jeg.

 

Så altså..

 

 

Er æg fra fritgående høns økologiske, eller er økologiske æg fra fritgående?

 

(foto lånt fra Pinterest:https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/564x/59/d5/8b/59d58b622e52f7802ffd619ef1efd9a1.jpg

 

Umiddelbart det samme spørgsmål forklædt på to måder, men det er det bare ikke for når man står ved køleskabet nede i nærmeste supermarked, kan man både få æg som er fra fritgående OG æg som er økologiske, men ingen steder står der hvad de fritgående får at spise, eller hvor de økologiske høns har boet.

 

Jeg spiser ikke æg regelmæssigt, kun når jeg har råd til de som ikke kommer fra mishandlede høns. Omvendt ville det da være fint hvis æggene så også var økologiske, men igen.. hvad er hvad og hvorfor fremgår det ingen steder?

 

Bare sådan et lille fredagsspørgsmål :- )

11 februar 2016

Dilemmaet er..

 

 

 

Gårdsdagens sejr var tandlægen og dagens var et par (næsten) gennemførte timer i en nørklecafe sammen med Lizette. Hun står for arrangementet og der er vel en fem seks personer i gennemsnit, som møder op, alle er borgere i socialpsyk regi. Jeg har hele tiden lovet både mig selv og hende, at jeg ville møde op og deltage, så jeg får forandring og variation i hverdagen, og på den måde er det alletiders og en måde at øve udholdenhed på.

 

 

DOG..

 

 

Det er med blandede følelser at jeg deltager, det indrømmer jeg blankt. Jeg gør det for at komme ud, for at se noget andet, for at tale med andre end ingen og mig selv, og for at overskride mine grænser. Desværre er der en bagside, som jeg ikke er så begejstret for. Denne bagside er også årsagen til, at jeg i de to år jeg har været i systemet hernede, ikke har været opsøgende til de ellers supergode og varierede tilbud, der tages initiativ til. MIT behov er at fjerne fokus fra mig selv og den hverdag jeg har, og at holde fast i en identitet som menneske og ikke patient/problembarn. Jeg har brug for at komme lidt væk fra en hverdag, som ofte er præget af problemer, smerter og forskellighed fra “det normale” samfund. At deltage i arrangementer i socialregi er det stik modsatte. Igennem de sytten år jeg har været mere eller mindre tilknyttet psykiatrien som patient, har det vist sig at være umuligt at slippe af med netop identiteten “patient”. Der sker nemlig det, at man i det forum dybest set ikke kan tale om andet end sig selv, sygdom, erfaringer udi alt fra bekæmpelse af bylder og til hvilken slags medicin, der virker mod hvad og på hvem. Således også i en lokalt arrangeret nørkle”klub”.

 

Jeg MAGTER det bare ikke.

 

Jeg vil ikke lyde hverken utaknemmelig eller besværlig eller fordomsfuld eller kritisk, men jeg bevæger mig ud af mit hus og væk fra mine egen navlebeskuende problematikker, alene for at udnytte muligheden for at tale om alt muligt andet. Vind og vejr, den store og den lille verden omkring os, interesser og, hvad der ellers er normalt at sludre om imens man får kigget på hinandens projekter. Jeg magter simpelthen ikke tage mit hækletøj frem, for så i de næste to timer, at blive bombarderet med sygdom. De som kender mig, ved at jeg nok kan få munden på gled når jeg endeligt er sammen med dem, og som regel er der nok at tale om, men i et forum som i dag går jeg helt i baglås. Jeg sidder bare og stirrer stift på mit hækletøj, tavs og med stresshormoner som bare formerer sig mere og mere i kroppen på mig. For hvert kvarter bliver jeg mere og mere desperat over, at mine spæde forsøg på at dreje samtalen over på alt muligt andet, alligevel ender med fortællinger om sygdom!

 

Jeg spurgte feks den ene: “hvad er det du er igang med i dag? Jeg kan se at du strikker på et eller andet?”

 

Svaret lød, at jo jo der var strikketøj på bordet, MEN at det ikke blev motioneret pga gigt og en masse andet. Og SÅ skal jeg lige love for at den næste halve time ( I kid you not!) gik med en detaljeret gennemgang af hele kvindens lidelseshistorie fra A-Z. I munden på hende talte to andre  om henholdsvis løg i sokker mod bylder og virkningen af Teatree olie til lus!!!!

 

Jeg ved sgu ikke…

 

Det er muligvis mig, som er gået hen og blevet helt kuldret og underlig af at gå for mig selv, men i så fald bliver det en lang sej vej tilbage til “normalen”, for min tålmodighed rækker ikke til det. Jeg skal huske at understrege at jeg er vis på, at alle deltagere er enormt søde kvinder, og at de indeholder mange gode egenskaber. Det er bare sådan i præcis den slags grupper, at eget liv og egne lidelser og egne problemer fylder så meget, at der ikke er rum for noget andet. Og det er faneme en skam.

 

2016-02-10 11.14.27

10 februar 2016

Som en snegl på vejen bevæger jeg mig

 

 

 

Som en sidste bemærkning i denne omgang til mandagens samtale, har min dejlige søn været på barrikaderne for mig. Han blev så harm over min oplevelse, at han greb knoglen i går og ringede omtalte læge op. Bare lige sådan for som pårørende at høre nærmere.

 

Fik jeg sagt, at jeg er glad over Lizettes ekstra par ører…

 

I første omgang kunne hun ikke lige erindre vores møde, men med lidt hjælp fra sønnike ændrede hun så mening, Jo jo, det var da rigtigt at vi havde haft en samtale, men ikke på vilkår om hun nogensinde havde udtalt det af mig refererede! Det kommer nu ikke som den store overraskelse for mig, men Rasmus blev godt gal i skralden. Igen.. jeg er udemærket klar over at jeg er afsluttet af andre årsager, men harmen skyldes stadig en urimelig sammenligning, som altså i følge kvindemennesket aldrig har været udtalt. HELDIGVIS er vi to som har hørt hende sige det, og så er den ikke længere. Rasmus er topklar til at brokke sig hele vejen til helvede, men det har jeg nu frabedt mig, for det tjener intet formål, og det ændrer ikke ved min situation. Dog er det dejligt at jeg har så god en dreng. Iøvrigt har jeg heller ikke kræfter, motivation eller vrede nok i mig, til at gøre mere ved det. Jeg burde, men jeg kan ikke.

 

I tiden efter har jeg bevæget mig som i en form for bedøvelse. En underlig langsom og dæmpet tilstand, hvor ingenting rigtigt bliver taget ind. Jeg har med stor glæde haft fyldt det badekar, som er fulgt med huset, og for første gang i over ti år har jeg nydt at lade krop og spændte muskler varmes op. Der er nu noget ved et karbad, som et brusebad ikke kan. Jeg har fået en første tid hos tandlægen og jeg har fået hentet mere smertestillende til migrænen, som ikke er til at få styr på. Igen. Det er ellers en tid siden jeg sidst har været ramt af den, i mere end den milde form omkring ægløsning. I det hele taget har jeg endnu engang ondt i kroppen, på steder jeg ikke anede eksisterede! Satans osse altså.

 

I weekenden prioriterede jeg tulipaner i stedet for toiletpapir. Jeg kan snildt bruge af køkkenrullelageret for på den måde at skaffe farver, og knitrende lysegrønne blade ind i min stue.

2016-02-10 11.14.19-1

Her kommer bryggerset til sin fulde ret, for det har taget mig fire dage at finde overskuddet til at snitte og sætte frem. De blev indkøbt og placeret i vand i det kølige rum, og derfor ser de i dag ligeså nye ud, som den dag jeg greb dem fra Liedl. Taknemmelighed er på sin plads over de nye og så meget bedre forhold her i Søndergade, og taknemmelig er jeg, selvom det måske ikke lige fremstår sådan, eller jeg måske ikke er i stand til at vise det. Som sagt er jeg bedøvet helt ind til marven.

 

Så altså et bad, en tur i bilen, en gang tøjvask og en tid hos tandlægen. Det er dagens gerning.

2016-02-10 11.14.40